Er du jaloux? Så læs med i dette indlæg, hvor jeg vil dykke ned i årsagerne til jalousi, de følelser, den fremkalder, samt konsekvenserne af denne følelse. Jeg vil også komme ind på, hvordan du kan mindske, håndtere eller helt slippe din jalousi.

Som psykoterapeut ser jeg ofte, hvordan jalousi kan skabe uro og usikkerhed – ja i nogle tilfælde nærmest en følelse af angst. Jalousi er en kompleks følelse som er sammensat af flere forskellige følelser. Jalousi kan påvirke vores relationer (især vores parforhold), så meget at forholdet ender med at gå i stykker. Så hvis du er jaloux, vil jeg kraftigt opfordre dig til, at få hjælp til at bearbejde og forløse din jalousi – både for din egen skyld og for dem du holder af.

Hvilke følelser er forbundet med jalousi?

Når jalousi opstår, er det ofte ledsaget af en række meget stærke følelser: frygt, skam, vrede, tristhed, frygten for at miste, følelsen af ikke at være god nok osv.
De følelser som bliver trigget (aktiveret) når du bliver jaloux er meget ubehagelige og kan derfor være enormt svære at rumme. De kan påvirke både dine tanker, din krop og derfor også dine handlinger.
Følelsen af jalousi kan få os til at REAGERE i stedet for at AGERE. Når vi er fanget i de ubehagelige følelser som jalousien indeholder, så reagerer vi ofte irrationelt og konsekvensen er desværre, at vi får skabt afstand i vores relationer. Afstanden i relationen kan trigge mere frygt og usikkerhed, som så forstærker følelserne – så det bliver hurtigt en ond spiral.
De følelser som aktiveres når du bliver jaloux er naturlige følelser, så problemet er ikke følelserne i sig selv, men derimod intensiteten af dem! Vi kan alle sammen rumme en lille smule usikkerhed eller en lille smule “frygt for at miste” – det er blot med til at huske os på at sætte pris på det vi har.
Problemet opstår når følelserne bliver så stærke, at vi bliver fanget i negative tanker og stærke ubehagelige følelser og vores handlinger bliver styret heraf. Så mister vi kontrollen over det vi siger og gør og både os selv og dem vi elsker lider under det.

Hvad skyldes jalousi?

Jalousi kan stamme fra forskellige kilder. Ofte er den dybt forankret i usikkerhed og frygt for at miste noget værdifuldt, hvad enten det er en partner, venskab eller anerkendelse. Traumer fra barndommen kan ofte være årsagen til jalousi. Måske har du oplevet svigt i din barndom, som har sat sig så dybt i dig, at du ikke føler du er noget værd eller så du ikke tror på at andre syntes du er noget værd?
Det kan også være livserfaringer i dine teenageår eller voksenliv som har udløst din jalousi; Måske er har du haft en partner som har været dig utro? Det traume kan for mange sætte sig så dybt, at man har svært ved at stole på en ny partner igen.
Det er vigtigt at forstå, at jalousi ikke er et tegn på svaghed, men snarere et udtryk for dybere følelsesmæssige sår!

Dit selvværd påvirker din jalousi

Dit selvværd spiller en central rolle i din jalousi. Hvis du har et lavt selvværd, så er du meget mere sårbar i forhold til, at føle dig jaloux. Mennesker med at lavt selvværd har større tendens til at sammenligne sig med andre, fordi de ikke hviler i sig selv. Når du ikke føler dig “god nok” eller “værdifuld nok”, så kan det være svært at tro på at andre måske syntes du er god nok.
Når du sammenligner dig med andre og føler, at du ikke er god nok, intensiveres jalousifølelsen.
Mennesker med højt selvværd er ofte bedre til at håndtere jalousi, fordi de har en mere stabil opfattelse af deres eget værd.
Derfor er det super vigtigt, at arbejde med selvværdet når vi arbejder med jalousi.

Konsekvenser af jalousi

Uden behandling kan jalousi føre til store problemer i dine relationer. Det kan skabe mistillid, konflikter og måske endda føre til at man går fra hinanden. Jalousi kan også sætte gang i en ond spiral af selvværdsproblemer og isolation, hvis du ikke får hjælp til at bearbejde de svære følelser. At være fanget i jalousiens greb kan få os til at miste fokus på det, der virkelig betyder noget fordi vi “ser spøgelser” alle vegne, og det kan virkelig påvirke vores livskvalitet til den dårlige side.

Hvordan håndterer jeg jalousi?

Jalousi kan være en udfordrende følelse at navigere, men det er muligt at lære at håndtere den. Ved at forstå årsagerne, anerkende følelsen og søge hjælp kan vi begynde at frigøre os fra dens greb. Husk, at du ikke er alene i denne kamp, og at det er muligt at finde fred og balance i dine relationer.

At håndtere jalousi kræver bevidsthed og arbejde. Her er nogle skridt, du kan tage:
1. Anerkend følelserne:
Det første skridt er at anerkende, at du er jalousi er en del af dit følelsesliv. Tag tid til at mærke og forstå dine følelser.
2. Hvad trigger din jalousi:
Spørg dig selv, hvad der ligger bag din jalousi. Hvilke usikkerheder eller frygt sætter gang i disse følelser?
3. Tal med din partner:
Tal åbent og sårbart med den person, du føler dig jaloux over for og bliv på egen banehalvdel, så den anden person kan lytte uden at føle sig anklaget.
4. Søg professionel hjælp:
Terapi kan være en effektiv metode til at arbejde med din jalousi på. Når jeg hjælper mennesker med jalousi, så er det første skridt netop, at finde ind til lige netop det der trigger din jalousi og derefter forløse de ubehagelige følelser og traumer med tankefeltterapi, så du kan blive glad og tryg i dine relationer.

 

Måske kunne du også være interesseret i: